Hellboy - The Midnight Cirkus

Om lidt over en uge kommer der en ny Hellboyudgivelse, den har titlen "Hellboy - The Midnight Cirkus", og mod sædvanen så udkommer den ikke som en serie, men udkommer direkte som hardcover. Hvorfor det er tilfældet ved jeg ikke, men jeg foretrækker det egentlig frem for de små, bløde og meget skrøbelige hæfter, som serierne kommer i. Der er et preview på Dark Horses hjemmeside, og det ser lovende ud!

Coveret har Mignola tegnet, men det er Duncan Fegredo der har tegnet resten, og han plejer at holde et meget højt niveau. Jeg glæder mig.

Død, lim og voodoo

Igennem megasitet CBR er jeg blevet opmærksom på serien Shadowman fra Valiant Entertainment. Teaser teksten på hjemmesiden lyder som røv og nøgler ("Jack is about to become the only thing that stands between his city and an army of unspeakable monstrosities from beyond the night"), men i previewet på CBR ser det anderledes fedt ud. Her er gang i masser af grumset tegnestil, rå noir stemning, krydret med lidt voodoo flavor fra Louisianas sumpe. Jeg har på fornemmelsen af Shadowman holder langt mere vand end forlaget ellers lægger op til i deres salgstale.

Coveret til Shadowman #13

Tilbage fra de døde

Der har været tavst som graven her på bloggen - og det på trods af at jeg har haft materiale læggende temmelig længe. Nå, sådan går det ind i mellem, men nu er jeg altså tilbage med et indlæg. Og selvom det rent nyhedsmæssigt er totalt forældet, skal det alligevel handle om sidste nummer i serien om agent Anders og hans kamp mod de centraleuropæiske vampyrer. I det femte og - foreløbigt - sidste kapitel om agent Anders vendes der op og ned på tingene. Anders har alligevel ikke mistet kontrollen over sig selv, og er altså ikke i kløerne på de to vampyrsøstre, som ellers havde inficeret hans sjæl. Nej, Anders har, finder vi ud af, fuld kontrol over sig selv, om end han ikke længere er et menneske. Anders har fået vampyrernes kræfter, det meste tyder på at han er blevet vampyr. Men samtidig benægter han at han er det, og sværger at bruge sine overmenneskelige styrke til at jagte og dræbe alle vampyrer. Det lyder jo nobelt nok, hvis altså ikke det var fordi Anders havde udslettet en hel landsby kort forinden. Med andre ord er historien altså noget usammenhængende, og plottet må siges at have fået et knæk. I seriens næstsidste nummer var det tydeligt at Anders blev styret af to vampyrsøstre, rent visuelt kastede han deres skygger og antog deres dæmoniske form i kampen med en hel horde af hekse. Og derudover var det tydeligt i historien at det egentlig var søstrernes kamp han kæmpede, og ikke sin egen. Men nu er det altså ovre, og Anders er igen helt sin egen, bare på en ny måde.

Visuelt fejler albummet dog ikke noget. Fábio Moon og Gabriel Bá tegner som altid blændende, og de gør sig som sædvanligt bedst i de stille øjeblikke, og dem er der mange af. Særligt afslutningen på albummet, hvor Anders forlader den almindelige virkelighed, ridende på en bjørn, er helt fantastisk. Det meste af albummet foregår i et dunkelt og skummelt slot, hvor professer Bruttenholm leder efter Anders. Der sker ikke det helt store på siderne, men Bá og Moon formår virkelig at presse meget stemning ind i billederene.

Anders ridder ud af virkeligheden

Den underlige uoverensstemmelse i plottet ødelægger lidt den gode stemning i sidste nummer i serien, men derudover er det en rigtig fed afslutning, og seriens næstbedste, kun overgået af det første nummer. Alt i alt en solid tilføjelse til den ustyrlig lange række titler i BPRD-serien, hvoraf nogle godt kunne undværes.

Hellboy fylder rundt

I går var det 20 år siden Hellboy første gang så dagens lys. Det skete på San Diego Comic Con, hvor denne illustration optrådte i connens program

 Der må siges at være sket en hel del siden den gang.

Jeg vil ikke forsøge at gøre status over Hellboys liv, levned og indflydelse på tegneserie- og popkulturen her, men i stedet pege på tre artikler der hver for sig opsummerer Hellboy-figurens historie, univers og indflydelse. Alle tre artikler er fra multiversitycomics.com.

Den første er en laaang artikel om Hellboys udvikling, fra koncepttegningen ovenfor, til Hellboy in hell - og alt derimellem. Det er interessant læsning, men artiklen er måske næsten for grundig.

Den næste jeg vil linke til, er et forsøg på at lave en komplet liste over de tegnere der har tegnet Hellboy i årenes løb, i alle de forskellige udgivelser han har optrådt i. Der er virkelig mange efterhånden, og det er ret sjovt at se hvor forskelligt Hellboy er blevet fortolket. Og ærlig talt er der overraskende mange grimme fortolkninger imellem. De stammer dog mest fra håbløse udgivelser som Hellboy junior og andet lignende bras.

I den sidste artikel fra mulitivesity.com som jeg vil linke til, gør Gabriel Bá rede for den indflydelse Hellboy og Mike Mignola har haft på ham og hans karriere. Det er den korteste, men på en måde også den mest interessante artikel.

Der er med garanti mange andre der fejrer Hellboys fødselsdag på nettet, men jeg nøjes med disse tre. Og noterer mig i øvrigt at Mignolas eget forlag Dark Horse ikke har gjort noget særligt ud af fødselaren. Måske venter de til næste år, hvor det er tyve år siden den første egentlige Hellboy-tegneserie udkom, eller også gider de bare ikke fejre en af deres mest originale og succesfulde titler...

Witches vs. vampires

De sidste indlæg her på stedet har fokuseret på forskellige danske udgivelser. Nu kigger jeg igen nærmere på en udgivelse i Hellboyuniverset, B.P.R.D. Vampire. B.P.R.D.-serien kom i kølvandet på succesen med Hellboy, og rummer efterhånden utallige historier om Hellboys kollegaer i bureauet for paranormal efterforskning og forsvar, eller Bureau for Paranormal Research and Defence - forkortet B.P.R.D. Ikke så mundret som FBI eller CIA, men konceptet holder nu alligevel. For det meste. For udgivelserne i serien og dens underserier kommer efterhånden i så hastigt et tempo at kvaliteten ikke altid kan følge med. Mike Mignola står altid på som hovedforfatter, men jeg har tit haft en fornemmelse af at det mest var for syns skyld. I løbet af de sidste par år har Mignola stået som forfatter på hele B.P.R.D-serien - der i sig selv rummer både én fortløbende serie, samt flere tilbageskuende miniserier - spin-off serierne Abe Sapien og Lobster Johnson, samt de selvstændige serier Baltimore og Sledgehammer. Og så selvfølgelig den genoptagne Hellboy-serie. Det siger sig selv at det ikke kan være lige genialt det hele. Et kig på Dark Horses hjemmeside afslører da også at tempoet er på vej ned. De fleste af spin-off serierne holder pause det næste halve års tid, hvilket nok er til det bedste.

Midt i regnen af titler af tvivlsom kvalitet dumper der nogle guldkorn ned. B.P.R.D. Vampire er et af dem. Det er en tilbageskuende serie på fem udgivelser. De fire er udkommet i Danmark, den femte udkom d. 31. juli i USA, og burde ramme Danmark i denne uge. Vampire er en fortsættelse af en historie der begyndte i B.P.R.D 1947, som udkom tilbage i 2009. Historien udspiller sig, som titlen antyder, i 1947. Bureauet er i sin vorden, og dets leder Trevor Bruttenholm rekrutterer sine agenter til at bekæmpe det paranormale blandt de allieredes kampvante soldater. De fire nyslåede agenter havner af forskellige årsager i en fransk landsby, hvor der er vampyrer på spil. Hele missionen er en katastrofe, og kun én af agenterne, Anders, vender tilbage i live. Mere eller mindre. Agent Anders er blevet bidt af to kvindelige vampyrer, og deres forbandelse har inficeret hans blod og er i gang med at transformere ham til en blodtørstig dæmon. En præst har dog henvist de to vampyrer til et mørkt hjørne i Anders' sjæl. Det er de bestemt ikke er tilfredse med. Historien i B.P.R.D. Vampire begynder med at Anders beslutter at rejse til Europa for at hævne sig på så mange vampyrer som muligt, inden de to blodsugende kvinder tager magten over ham.

Det første album i serien er ind til videre det bedste. Fortællingen skrider kun langsomt frem, men den er fantastisk illustreret af brødrene Gabriel Bá og Fabio Moon. De illustrerede også B.P.R.D. 1947, og det virker helt naturligt at de fortsætter med denne serie. Helt fænomenal er de første ordløse sider, hvor en flod af lig flyder gennem en mørk, snedækket skov. Også afslutningen på første album, hvor agent Anders ankommer til en tjekkoslovakisk udørk med et mennesketomt tog, er fantastisk stemningsfuldt illustreret. Man fornemmer at Anders er på vej ind i ondskabens hule.

I andet album dratter Anders bogstaveligt talt ned i selvsamme hule. En ung, smuk bibliotekar, som senere viser sig at være i ledtog med egnens hekse, hjælper Anders på sporet af en gammel vampyrs tilholdssted. Efterhånden som Anders nærmer sig vampyrkrypten, får de to kvinder mere og mere magt over ham. Det manifesterer sig som en art skizofreni i fortællingen. Kvindernes hvisken er kun hørlig for Anders, illustreret gennem giftigtgrønne talebobler og tågede spøgelsesskikkelser der leder Anders gennem hulen. I historiens begyndelse virkede Anders' hævntogt som hans personlige idé, men som historien skrider frem, bliver det tydeligt at det er kvinderne der har lokket ham til at tage afsted.

Parallelt til The Dark Side i Star Wars, så får de kvindelige vampyrer mere og mere magt over Anders, jo mere han lader sin vrede få frit løb. Og da en oldgammel vampyr dræber den jordiske Anders, får de to vampyrer endelig fuld kontrol over hans krop. I det fjerde album forsøger en gruppe hekse at standse den nu totalt forvandlede Anders med tonsvis af magi da han komme ud af krypten, men forgæves. De to kvinder er åbenbart toppen af poppen, og smatter heksene fuldstændig ud. Fjerde album slutter med at vampyrerne, i skikkelse af Anders, efterlader et lille hotel indsmurt i resterne af bestyreren og gæsterne.

Coveret på det femte og sidste album i serien antyder et show down mellem den forvandlede Anders og Trevor Bruttenholm. Hvor det går ned henne er selvfølgelig et åbent spørgsmål, men baggrunden på coveret ligner mere en europæisk kirke end et militærbase i New Mexico - hvor Bruttenholm ellers holder til.

Serien har kun Mike Mignola på som forfatter, og det virker som om han har lagt lidt mere arbejde i den end nogle af hans andre udgivelser - som fx Baltimore: The Plagueships, der var noget sølle venstrehåndsarbejde. Anders' udvikling fra plaget, dødsmærket menneske til blodtørstigt, overmenneskeligt monster, er godt fortalt og spændende at følge. Ikke alt i serien er lige interessant. Heksenes involvering virker lidt påklistret, og Bá og Moons illustrationer af dem er heller ikke helt heldige. De gør det langt bedre når de tegner den krumbøjede Anders i dunkle krypter. Men alt i alt en fed serie der har en klassisk Mignola-feel, og er flot og stemningsfuldt illustreret.

Fantasmagori 10

Som altid er nummer 9 et skridt foran. Jeg har haft Fantasmagori 10 liggende på skrivebordet siden Copenhagen Comics, men nåede alligevel ikke at lave et blogindlæg om det, før Felix Kühn Paulsen fik flikket en anmeldelse sammen på det online magasin for tegneserier. Jeg giver nu alligevel min mening til kende her.

Fantasmagori nummer 10 bliver ifølge udgiverkollektivet Ondskabens Flydende Vatikan, det sidste i rækken af antologier med den titel. De lover dog at der kommer en anden antologi i stedet, samt flere soloudgivelser. Hvornår røber de gode folk dog ikke noget om. Det ville nok også være halsløs gerning at sætte dato på de kommende udgiverbetalte, ad hoc udgivelser, men noget andet skulle altså være på vej. Men nu til nærværende nummer.

Fantasmagori 10 er på 40 sider, fordelt mellem fem bidragydere. Kvaliteten, udtrykket og indholdet i historierne er meget forskelligt. Den indledende historie, Natten er ung... af Rodrigo "Romen" Mendoza, er så absolut antologiens svageste. Den er kedeligt tegnet, uden nogen egentlig historie, og både fortællemæssigt og kunstnerisk helt banal. Ikke meget at komme efter dér. Helt anderledes bliver det i Hvalsteg og vindfrikadeller af Johannes Havelund. Johannes er en fabelagtig tegner, og hans sans for at skabe udtryksfulde karakterer er vidunderlig. Særligt figuren Luftskipper Karlson er godt ramt, midt i mellem kliché og originalt påfund. Historien er et aktionbrag om Luftskipper Karlson og Jonas´ jagt på storskidende himmelhvaler. Jagten foregår i et luftskib sponseret af japanske investorer, men snart blander økoaktivisten Åge, som i øvrigt er Karlsons fætter, sig med sit miljøaktivistluftskib. Det bliver til en hæsblæsende duel imellem hvalfangere og økoaktivister, med masser af aktion og overraskelse. Hele historien, inklusiv sjove, stemningsskabende flash backs, er udfoldet på kun 10 sider, og det må siges at være imponerende. Jeg giver ikke stjerner her på bloggen, men historien er så afgjort til topkarakter!

Tredje historie i Fantasmagori 10, er en (hvis mine øjne ikke bedrager mig) computertegnet sag af Rikke Lindskov Loft med titlen Udbryderhønen. Det er ikke noget mesterværk, men en skæg lille historie om en høne der, som titlen antyder, forsøger at bryde ud af hønsegården. Som antaget er græsset grønnere på den anden side af hegnet, men hvad betyder det, når man ikke har nogen at dele det med? Illustrationerne er søde og fine, men mangler et personligt præg. Rikke er ifølge forordet garvet bidrager til internettegneserier, og jeg tror stilen gør sig bedre i den sammenhæng. På tryk synes jeg den bliver for anonym.
Den fjerde historie er skrevet og tegnet af Peder Riis, der ligesom Johannes Havelund er en fantastisk tegner. Historien er en art fuglekrigs-spin-off, der handler om en flok kragers kamp med måger om madrester i storbyen. Tegnestilen er dyster, med masser af dybe skygger og en fed brug af silhuetter. Kampen mellem krager og måger ender i en blodig duel, hvor krageheltinden smatter en måde ud ved hjælp af et godstog. Det er dejligt amoralsk og fyldt med tju-bang. Historien når ikke helt samme højder som Hvalsteg og vindfrikadeller, men de fede illustrationer gør den i sig selv absolut læseværdig.

Antologien sluttes af med den korte historie Det onde af Patrick Leis. En kort, to-siders historie om en børnelokker der ser ud til at få hvad han fortjener. Den er ikke så veltegnet som Johannes og Peders historier, stadig dejlig dyster, og en fed, grum fortælling der sender tankerne tilbage til Slim! og dets amerikanske modstykker Eerie og Creepy. Det kunne være fedt at se Patrick folde historien ud. Ud fra den lille smagsprøve har jeg indtryk af at han kunne være mand for en god, klassisk gyser med splattede tendenser.

Jeg vil ikke vise illustrationer fra antologien hér, den kan gratis downloeades som pdf. på Vatikan.dk, så der er ingen undskylding for ikke at få læst hele molevitten. Jeg vil derimod runde af med den sadistiske redaktør som Tore Sæderup tegnede på min trykte udgave. Tore har ikke bidraget, men har redigeret, hvilket inspirerede til selvportrættet. God læselyst.

Historie med og uden ord - første læsning af Kensington

Jeg prøver en anden form i dette indlæg. De fleste af mine forrige indlæg har fulgt den gængse anmelderformular: Kort indtryk af værket, introduktion til forfatteren, generelt om værket og afsluttende dommen. Nu prøver jeg noget andet. Fordi værket er noget andet.

Kensington af Rasmus Svarre er en tegneserie med ord og billeder for sig. Men ordene siver ind i billederne, nærer en fortælling som vokser ud af de ordløse malerier. En kvinde fanges og mishandles af en gammel mand. Det er den mest tydelige fortælling i billederne. Men omkring den smyger en myte sig. En myte om en konge der ønskede berømmelse, og derfor forsøgte at tvinge en præstinde til at digte om sig. Kroppen bliver til muld og monumenter til støv, men ordene forbliver. Den gamle mand og kvinden spejler kongen og præstinden. Myten giver billederne mening - en mulighed for at skabe en større orden i den fragmenterede fortælling.

"Kortet er ikke landskabet - og dette er ikke en pibe!" Kensington

Ordene er ikke tingene, billederne er ikke ordene, og ordene er ikke billederne. Sammenhængen er ikke givet på forhånd, men skabes gennem tillærte associationer. Der er ingen nødvendighed i sammenhængen mellem myte og billeder, nærheden alene knytter dem sammen og får dem til at give hinanden mening. Men det vi har lært er stærkt og nyttigt. Det gør os i stand til at forstå det der omgiver os. Vi tænker kausalt, ser sammenhænge, årsager og virkninger. Det gør os i stand til at læse og forstå en tegneserie. Derfor er Kensington en tegneserie. Der er billeder forbundet af kausale sammenhænge - årsager og virkninger. Myten - ordene - skaber en større ramme - en anden forståelse, andre årsager og virkninger.

Myte, maleri og filosofi fletter sig sammen og eksisterer samtidig hver for sig. De nærer hinanden, men er ikke hinandens forudsatte i fortællingen. Kensington er et malerisk smukt, grufuldt og tankevækkende værk.

Stiletto

Her på bloggen har jeg blankt bekendt min kærlighed og beundring for amerikanske Mike Mignola og hans hjertebarn Hellboy. På den danske tegneseriescene er der ikke rigtig nogen jeg beundrer i samme grad. Og så alligevel. Man kan sige jeg har en gammel kærlighed til forfatter, tegner, illustrator og ikke mindst rollespilsforfatter og -kreatør, Palle Schmidt. Og kærlighed ruster som bekendt ikke.

Palle Schmidt er på samme tid en grand old man og en ukendt opkomling i det danske tegneseriemiljø. Palle har flere titler på cv´et, hvor den mest kendte må være Blodets Konkubine fra 2008, som i 2011 blev udgivet på engelsk med titlen The Devils Concubine. Men hans udgivelser kommer uregelmæssigt, afbrudt af massevis af andre projekter af nærmest enhver art. Og Palle har det derfor med at flyve under radaren meget af tiden, hvilket er helt ufortjent.

Jeg havde meget høje forventninger til Blodets Konkubine da den udkom, men blev ret skuffet. Jeg synes historien var lidt tynd, tegningerne lidt for sjuskede på den ufede måde, og konceptet lidt for anstrengt eller fortænkt. Jeg havde derfor heller ikke de store forventninger til Schmidts nye udgivelse Stiletto, der udkom på forlaget Farenheit i forbindelse med Copenhagen Comics.

Forsiden

 Jeg bladrede lidt i et eksemplar på Farenheits stand, og var med det samme solgt. Tegningerne er flotte, gennemarbejdede og helt utrolig stemningsfyldte. Albummet er i farver, men de fleste paneler er holdt i sort-hvid, med dybe skygger i grå, brune og orange nuancer. I enkelte paneler er detaljer farvet i stærke farver, primært rød. Det fungerer fantastisk godt, og passer perfekt med den dystre noir-historie som udspiller sig i albummet. Helt sublimt bliver det i to passager hvor baggrundsfarven skifter fra grå til henholdsvis rød og blå. Her går fortælling og billeder op i en højere enhed og fungerer helt sublimt sammen. Den blå passage kan ses på Palles egen hjemmeside. Jeg har derudover tilladt mig at tage nogle billeder af mit eget eksemplar, de kan ses nedenfor.

Afslutningen på en hektisk biljagt. Jeg synes de slørede baggrunde og udflydende kanter fungerer sindsygt godt i passager som denne, hvor de understreger det høje tempo og den febrilske sindstilstand som personen er i. 

En stille sekvens efter endnu en hæsblæsende aktionsekvens. Tematikken er klassisk noir, grænsende til det stereotype. Men i sammenhængen fungerer det godt. Regn, cigaretter og livstræthed hører til - og sammen - i en ægte noir-fortælling.

Historien i Stiletto er hverken ny eller overraskende, men skåret over en velkendt skabelon om en politibetjent gone bad, som nu kæmper mod tiden for at redde sine egne kastanjer ud af ilden. Det gør nu ikke noget, for den er godt fortalt. Og særligt hovedpersonen Maynards deroute, med pres på både fra chefen hjemme og på job er velfortalt. Stiletto er Palle Schmidts bedste tegneserieudgivelse til dato. Det er et heltstøbt album som både er fantastisk flot illustreret og rummer en god historie. Og det er hermed anbefalet.

Copenhagen Comics kom og gik

Så er Copenhagen Comics overstået. Festivallen kom og gik på hvad der føles som meget kort tid. Nå ja, lige på nær de små to timer jeg sad som billetkontrollør lørdag eftermiddag, de føltes snarere som fem. Men nok om det, for den minimale indsats, sammen med to timers afslappet, lavpraktisk arbejde i dag (søndag), fik jeg indgang, mad og klækkelige rabatter. De fire timer var med andre ord givet godt ud.

For mig var de mest mindeværdige øjeblikke dem jeg ikke havde hverken planlagt eller set frem til mens jeg læste i programmet. Som da jeg lige smuttede forbi den scene hvor Brian Mørk og John Kenn Mortensen henholdsvis fortalte og illustrerede mareridt. Det fungerede super godt, og det var virkelig sjovt at se Kenn Mortensens monstre blive til, og ikke mindst Brians Mørks reaktion på fortolkningerne af hans mareridt.

Jeg fik signeret min A God Somewhere af Peter Snejbjerg, og det var også en fantastisk oplevelse. Jeg skrev i mit indlæg om tegneserien at jeg ikke var helt ekset over Snejbjergs tegnestil, men at se ham arbejde er fuldstændig hypnotiserende. Oveni virker han som en rigtig rar mand, der ubesværet snakker med folk han ikke kender, uden at virke påtaget, arrogant eller træt af dumme spørgsmål.

Snejbjergs tegning i min udgave af A God Somewhere. Den blev til på max fem minutter, imponerende.

Jeg havde planlagt at høre et teoretisk foredrag om tegneserier søndag. Men på vej til scenen kiggede jeg forbi Ondskabens Flydende Vatikans stand. Jeg havde nemlig spottet et navn jeg kendte på Superman-væggen om lørdagen, og nedenunder signaturen var vatikanets logo. Jeg gik i gymnasiet med Johannes Havelund og vidste allerede dengang at han var en gudsbenådet tegner, men jeg havde stort set ikke set ham siden dengang. Nu stod hans navn så under en tegning af Superman og Lex Luthor, og det skulle selvfølgelig undersøges. Det viste sig at Johannes, i øvrigt sammen med min gamle klassekammerat Tore Sæderup, er en af bagmændende bag vatikanet. Jeg droppede derfor foredraget og sludrede i stedet med Tore og Johannes. Johannes har en fremragende historie med i det nyeste nummer af Fantasmagori, kaldet Hvalsteg og Vindfrikadeller. Tore er ikke med i nummeret, men har redigeret, og tegnede derfor en sadistisk redaktør i mit nummer. Endnu en herlig tilfældighed.

 

Johannes Havelunds bud på en festlig 75 års fødselsdag for Superman

 Derudover bød festivallen for mig på Charlie Adlard (spændende), debat om Supermans 75 års jubilæum (kedeligt), live tegneserieanalyse (spændende) og endnu en hyggelig sludder med Rasmus Svarre. Jeg fik også signeret et eksemplar af Kensington, og glæder mig som et lille barn til at læse den. Det var ikke planlagt hjemmefra, men jeg så, læste og købte næsten kun dansk på festivallen. Og det meste af det jeg så var af høj kvalitet.

Jeg slutter af med endnu et bud på et festligt 75 års jubilæum for Superman. Tak for en god festival.

Festivaltid!

Så er det i morgen at Copenhagen Comics går ned, og jeg har planlagt at tilbringe hele min weekend på festivallen. Jeg skal tilmed arbejde på festivallen, så jeg kan næsten kalde mig for insider til weekendens event, cool.

tegneserier, især dem der af forfatter eller forlag beskrives som graphic novels, er blevet hot de sidste par år. Så hot at også avisen Politiken må være med på noderne. Det kommer blandt andet til udtryk i dagens IBYEN sektion, hvor tegneren Philip Ytournel har illustreret seks (fiktive) interviews med forskellige gæster på festivallen. Det ser blandt andet således ud:

Philip Ytournel bliver spist af en isbjørn, da han forsøger at interviewe Søren G. Mosdal

Ytournel og Thomas Thorhauge bliver suget ind i et alternativt univers af en bog om landbrugsmaskiner i det 20. århundrede. 

Ytournel er efter min mening ret genial inden for denne genre, denne type illustrerede interviews så jeg gerne flere af i avisen. Men det har selvfølgelig også sin charme at begrænse løjerne til særlige lejligheder som denne. Uanset er det nogle sjove striber han har tegnet og skrevet.

Copenhagen Comics - hvad skal man se?

Tegneseriefestivallen er lige om hjørnet, og programmet er selvfølgelig også offentliggjort. Men hvad skal man så bruge sin dyrebare tid på på festivallen? Og kan hele kabalen gå op, eller må man vælge mellem de forskellige aktiviteter? Det ser næsten ud til at kabalen kan gå op for mig, også uden at jeg bliver presset ud i umulige og urimelige valg (kudos til arrangørerne for det).

Lørdag:
-Klokken 12 bliver Charlie Adlard interviewet, og det skal jeg helt sikkert se og høre. Måske det vigtigste punkt på programmet for mig.
-Klokken 15 er der interview med Jamie Hernandez. Jeg må indrømme at jeg ikke har læst hans tegneserier (ja, det er lidt pinligt), men jeg overvejer alligevel at høre hvad superstjernen har at side. Det kunne være han var inspirerende.
-Klokken 17 er der interview med Emmanuel Guibert. Jeg har endnu ikke fået læst hans Alans Krig som for kort tid siden kom på dansk, men jeg glæder mig helt vildt til at få fingre i den. Desværre er interviewet mens jeg har vagt på festivallen, så det går jeg nok glip af.

Derudover signerer mit gamle idol Palle Schmidt fra 13 til 14 i Farenheits bod, og jeg skal helt sikkert forbi og have sat en krussedulle af ham. Han sidder i øvrigt i boden sammen med Rasmus Svarre, og hans signatur kunne jeg også godt tænke mig på et eksemplar af Kensington. Jeg ved endnu ikke helt hvad jeg skal få Palle til at signere, jeg har allerede to bøger med hans autograf, men jeg må kunne finde noget i reolen.

Søndag:
-Den første attraktion for mig søndag, er Frederiks Strömbergs foredrag Hvad er en tegneserie kl. 14.30. Det lyder akademisk, og det er jeg ikke for fin til.
-Lige i røven på Strömbergs foredrag, kl. 15,30, er der Tegneserieanalyse med Thomas Wivel og Co. som det hedder i programmet. Hvad det helt præcist indebærer vil arrangørerne ikke ud med, men det lyder ret skægt.
-16.30 er der tegnedyst, hvor en hel bunke tegnere skal, nå ja, dyste i at tegne. Hvordan det præcist foregår vil festivalfolkene heller ikke ud med, men det lyder også dejlig improviseret og sjovt. Og giver resulterer sikkert i nogle ret imponerende tegninger.

Derudover skal tegneserienørden slippes løs, og festivallen trawles igennem for spændende albums og gode tilbud. Det bliver helt sikkert en rigtig fed og rigtig udmattende weekend!

Ude i virkeligheden - Kensington udgivelsesreception

I går var der udgivelsesreception på den grafiske roman Kensington af Rasmus Svarre, i forlaget Farenheits lokaler. Jeg fik heldigvis tid til at kigge forbi og se vidunderet - og ja, vidunder er det rette ord i denne sammenhæng. Bogen er afsindig flot. Illustrationerne veksler mellem dunkle oliemalede sider, hvor siderne hver især er holdt i samme de blå eller røde eller brune farvetoner, og sider i sort-hvid med mere enkle illustrationer. Det er virkelig flot og sindsyg stemningsfuldt. Hvis du ikke tager mit ord for gode varer, så tjek smagsprøven fra Rasmus´ egen blog.

Rasmus er i gang med at signere en bog - desværre ikke til mig.

Da jeg kom ned i kælderlokalet hvor Farenheit holder til fik jeg øje på en gammel kollega - som viste sig at danne par med Rasmus! Verden er nogen gange overraskende lille. Vi fik en lille sludder og jeg fik hilst på Rasmus. Han havde i øvrigt været forbi bloggen her for nogle dage siden, bare for at se om nogen havde opdaget at han var i gang med at udgive en bog - og det var der jo heldigvis. Det gjorde mig en smule stolt at høre at Den Store Kunstner selv havde været her på siden og kigge med. Jeg må se om jeg kan komme forbi til nogle flere receptioner og mingle mere med stjernerne!

Desværre kunne Farenheit ikke tage imod plastikkort, og helt forfjamsket som jeg var af at være i nærheden af en ægte forfatter, tænkte jeg ikke på at gå over i købmanden på den anden side af gaden og hæve nogle kontanter. Så jeg fik ikke købt et eksemplar af kunstværket, hvilket stadig går mig på. Jeg må få skaffet mig et eksemplar så hurtigt som muligt, og så krydse fingre for at jeg kan få den signeret på et eller andet tidspunkt - hvilket får mig til at undres over at Rasmus ikke er på programmet til Copenhagen Comics - det må da være en fejl?

Jeg glæder mig helt vildt til at mit eget eksemplar og læse, læse, læse bogen. Jeg er helt sikker på at mine nu endnu højere forventninger ikke bliver skuffede.

Steen og Stoffer drager ud i virkeligheden

Overskriften er tyv stjålet fra onlinemagasinet nummer9.dk, som i fredags gjorde opmærksom på nogle flotte og sjove illustrationer af Steen og Stoffer i nye omgivelser. Men nu er billederne blevet fjernet fra den oprindelige side, angiveligt på grund af brud på copyright. Det er fesent, for billederne er super flotte, og jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig hvordan de kan andet end føre til lidt fornyet, positiv opmærksomhed på den opfindsomme seksårige og hans tøjdyr. Jeg smider derfor et link til Comics Alliance som pt. stadig har billederne liggende, nederst i indlægget.

Steen som detektiv i fed noir-stil -  på en dyster gade i Chicago.

Se alle billederne her.

Et inferno af en familiefest

Hellboy in hell #3 landede hos min tegneseriepusher en uge senere end planlagt, d. 19 februar, da orkanen Sandy kom i vejen. Nu har jeg så haft lidt over en uge til at bladre den igennem forfra og bagfra, og jeg undres stadig over hvordan Mike Mignola formår at overgå sig selv i hvert nyt nummer.

Forsiden til tredje nummer af Hellboy in Hell

Som jeg havde på fornemmelsen efter at have læst andet nummer, så kom der mere gang i handlingen her i tredje. Efter at dæmonprinsen Astaroth afslørede sig selv, efter at have ageret maskeret hjælper for Hellboy efter hans ankomst i Helvede, kom der mere aktion på drengen. For Astaroth har inviteret Hellboys to brødre til en familiekomsammen. Formålet med hele sammenkomsten er dog ikke hygge og nostalgiske tilbageblik, men at få vristet undergangens højre hånd fra Hellboy og sat den på en af hans brødre, som er mere villige til at indtage rollen som apokalypsens førstemand. Og så går der ellers dæmon-bashing i den, hvor Hellboy svinger stenhånden mens han kommer med svinere til sine modstandere - præcis som i de gode gamle dage. Kampen bliver dog afbrudt ret pludseligt, da Leviathanen kommer forbi.

Hellboy deler tæsk og svinere ud. Den komplette tekst i Hellboys boble er "WELL SCREW YOU GUYS".

Den bratte afslutning på kampen mellem de tre brødre er en klar svaghed ved albummet. Det virker som om Mignola ikke rigtig kunne finde ud af at slutte kampen, og istedet besluttede at en drage skulle komme forbi og spise modstanderne. Det er lidt tamt. Noget siger mig dog at det ikke er det sidste vi har set til Leviathanen. Det ville ligne Mignola dårligt at introducere så legendarisk monster for så kort en bemærkning.

Leviathanen kommer forbi og stopper festen.

Albummet er som altid helt fænomenalt illustreret. Særligt sekvenserne inden Leviathanen kommer er fantastisk stemningsfulde, med close up af en desperat Astaroth med lysende øjne. Jeg er også ret vild med panelet ovenfor, hvor Leviathanen spiser Astaroth og Hellboys to brødre. De tre dæmoner, der for et øjeblik siden var mægtige og farlige, ser her små og hjælpeløse ud. Og kompositionen i billedet leder automatisk blikket fra dragens orange gab og ned til den overraskede Hellboy. Gennemført, flot og virkningsfuldt.

Helt suverænt bliver det dog i albummets sidste del. Her er næsten ingen tekst, kun dunkle bygninger, groteske statuer, monstrøse flyvende blæksprutter - og en blodig kniv. Jeg vil dog ikke afsløre hvad der sker på albummets sidste sider, da det vil falde under kategorien mega-spoiler. Men det er noget der potentielt vender Hellboys fremtid fuldstændig på hovedet. 

Den gennemgående historie som kørte i de første tre numre bliver afsluttet med det tredje nummer. Og det er helt umuligt at sige hvad der nu skal ske, men jeg er dog overbevist om at det er værd at følge med.

Pandemonium

Det er efterhånden over en måned siden at Hellboy in hell #2 udkom, men jeg har endnu ikke fået skrevet hvad jeg mener om den. Det råder jeg nu bod på, lige på falderebet, før nummer tre i serien kommer til Danmark.

Forsiden på Hellboy in hell #2

I første nummer af serien om Hellboy i helvede løb vores helt ind i en gammel bekendt - eller måske mere korrekt, en gammel fjende. Med lidt hjælp fra en kutteklædt fyr slap Hellboy væk med skindet i behold, og sammen med den mystiske fyr fløj Hellboy videre til hjertet af Helvede - Pandemonium. Den underlige fyr giver i dette nummer Hellboy en rundtur i byen, som viser sig at være forladt. Ifølge den velvillige hjælper er alle helvedes prinser, fyrster og jarler flygtet fra byen da de hørte at Hellboy var på vej. Det vækker Hellboys mistænkelighed. Og det viser sig da også at den anonyme hjælper ikke er så uskyldig endda. Han er nemlig én af tre ånder der endnu en gang minder Hellboy om hvad han i virkeligheden er - arvingen til tronen i Helvede, spået til at lede den hær som kan bryde muren mellem Helvede og Jorden ned.

I et flash back ser vi den nyfødte Hellboy få sat undergangens højre hånd på sin lille buttede arm. Farmand ses i baggrunden.

Albummet er ligesom det første i den nye serie, helt eminent illustreret. Billederne veksler mellem det enkle og dunkle, og mere komplicerede og farverige illustrationer - panelerne oven- og nedenfor her er to gode eksempler. Hellboy forbliver meget passiv hele albummet igennem. Han føres fra sted til sted uden at foretage sig andet end at spørge til omgivelserne. Men man fornemmer på både dialog og illustrationer at aggressionerne og frustrationen lurer under den rolige overflade. Hellboy er vant til at handle, men i Pandemonium er det som om den eneste handling der er mulig, er at indtage den rolle han så mange gange har afsværget sig. Som da Hellboys ledsager fortæller ham at Satan ligger ubeskyttet og sover i en krypt. Enhver der har lyst kan stikke en kniv i ham - og tage hans plads på tronen.

Pandemonium er tomt for liv, men overalt er der groteske statuer som den i sekvensen ovenfor. Og noget af det Mike Mignola er bedst til er at tegne groteske skabninger. Albummet er fyldt med rædselsfulde statuer hvis maver udgøres af gigantiske munde, dæmoner med dyrehoveder, og i flash backet til Hellboys fødsel, massevis af små bevingede djævle med underbid. Illustrationerne er fantastisk stemningsfulde, og på trods af den sparsomme dialog udtrykkes følelserne konstant i karakterernes ansigter - jeg har aldrig set nogen gøre en grå djævel med tomme øjenhuler så udtryksfuld som Mignola. 

Hellboy in hell #2 er ligesom nr. 1 mere en fremvisning af Helvede end en egentlig historie. Men slutningen bygger op til lidt mere aktion i næste nummer. Jeg ser virkelig frem til fortsættelsen, der snart burde være tilgængelig på hylderne hos min lokale tegneseriepusher. 

Sidste nyt fra fronten

Som helt almindelig dødelig med et liv ved siden af bloggen, kan det være svært at følge med i hvad der bliver udgivet rundt omkring i tegneserielandskabet. Men ovre på det online tegneseriemagasin Nummer9 kører de en serie de kalder forårsforskræp. Og her giver de alle os almindelige mennesker et solidt overblik over hvad de danske tegneserieforlag har gang i.

En af de mest interessante udgivelser, som pt. skulle være i trykken, er Kensington af Rasmus Svarre (han har en blog med en del illustrationer fra bogen). En flot, malet sag, med dyster stemning. Rasmus meddeler selv på sin blog at der er udgivelsesreception for den grafisk roman på forlaget Fahrenheit i Nansensgade d. 28 februar. Jeg prøver selv at dukke op, hvis ellers arbejdet tillader.

En anden spændende udgivelse fra Fahrenheit er Det kinesiske værelse af Rune Nielsen og Thomas Fabian Delman. Det er, ligesom Kensington, deres debut. Jeg har haft lidt svært ved at finde flere oplysninger om udgivelsen, så jeg kan ikke rigtig vise andet end forsiden:

Men ifølge Nummer9 skulle det være "en skæbnetung, Kafka'sk fortælling med tjek på fremtidsarkitekturen". Og det lyder altså meget lovende i mine ører. Nu har jeg også en ualmindelig stor svaghed for Blade Runner, så alt andet ville være mærkeligt. Men jeg ser i hvert fald frem til at se den i virkeligheden.

Copenhagen Comics

Forleden faldt jeg over en flyver der mindede mig om noget jeg egentlig godt vidste. Nemlig at der til sommer igen er tegneseriefestival i København. Copenhagen Comics hedder festivallen, og den har en hjemmeside. Der er ikke så meget information på hjemmesiden endnu, men der er offentliggjort en del navne på tegnere der kommer på festivallen. Der er to navne jeg ser rigtig meget frem til blandt de offentliggjorte, og det er Charlie Adlard og Peter Snejbjerg.

Charlie Adlard har illustreret den amerikanske tegneserie The Walking Dead siden nr. 7 - trade paperback nr. 2 - og er stadig manden der sætter billeder på historien om zombieapokalypsen. Jeg er ret begejstret for The Walking Dead. Historien er fascinerende - hvordan håndterer mennesker civilisationens sammenbrud? Adlards illustrationer er virkelig fede. Man kan vist god tillade sig at kalde dem grafiske, selvom det er et ret tomt udtryk. Jeg synes hans brug af stærke sort-hvide kontraster er rigtig fed, chiaroscuro som det også kaldes, og de dybe skygger understreger det dystre univers rigtig godt. Jeg har kun trade paperback nr. 1 stående i reolen, og den er illustreret af Tony Moore. Så jeg skal have investeret i et nummer mere inden festivallen - der er ikke meget ved at få signeret en tegneserie af en der ikke har bidraget til udgivelsen. Men jeg tror jeg klarer at skulle købe en tegneserie mere.
Jeg ville gerne lægge et af Adlards billeder op på bloggen, men det vil manden ikke være med til. Så jeg må nøjes med at henvise jer til hans egen hjemmeside

Den anden tegner jeg ser frem til at opleve på festivallen er Peter Snejbjerg. I et tidligere indlæg her på bloggen kom jeg med min begejstrede mening om A God Somewhere, som Snejbjerg har illustreret. Og den skal jeg selvfølgelig have signeret når manden nu stiller sig til rådighed i offentligheden.

Copenhagen Comics er også på facebook, giv dem et like, det bliver de glade for.

Gud er vred

Under juletræet lå der i år en tegneserie jeg længe har set frem til at læse. Nemlig A God Somewhere, skrevet af John Arcrudi, illustreret af danske Peter Snejbjerg og farvelagt af ligeledes danske Bjarne Hansen.  A God Somewhere blev oprindelig udgivet af DC under Wildstorm, men da DC lukkede Wildstorm ned kort efter udgivelsen af A God Somewhere, har den været svær at få fat på i et stykke tid. Men nu er den så på gaden igen, denne gang under DCs Vertigo.

Fodsiden på genoptrykket - det flotte grafiske udtryk bliver ødelagt lidt af citaterne fra anmeldelserne

Historien er kort fortalt, at en ung mand, efter en voldsom eksplosion i hans boligkompleks, opdager at han har fået overmenneskelig styrke, kan flyve og er usårlig. En superhelt er født, skulle man tro. For historien udvikler sig i stik modsatte retning. Eric, som den unge mand hedder, mister hurtigt interessen i andre mennesker. Han mener han er udvalgt af Gud, men til hvad kan han ikke rigtig udtrykke. Men rollen som udvalgt resulterer hurtigt i total ligegyldighed overfor al etik. Eric gennemtæsker sin egen bror og voldtager hans kone, og da politiet tager ham på fersk gerning er rollen som helt definitivt ovre. Herefter ryger Eric ind i den ene kamp med politi og militær efter den anden, og hver gang splitter Eric de desperate soldater fuldstændig ad. Blandt andet tager han en helikopter ud ved at kaste ligene af andre soldater efter den. Det er på samme tid grotesk, grænsende til fjollet, og illustrativt for Erics mentale tilstand - mennesker betyder ingenting for ham mere.

Sam finder Eric uskadt efter den første eksplosion

Genistregen i A God Somewhere er ikke så meget at lade en superhelt blive til en superskurk, men a historien bliver fortalt hovedsagelig Erics nære ven Sam. På Sams første dag i high school redder Eric og hans bror Hugh ham fra racistiske bøller. Sam er sort. Det skulle man ikke tro kunne spille en rolle, men det gør det. For i kraft af sit venskab med en hvid mand, der viser sig at være et hærgende monster med overnaturlig styrke, mister Sam både sin bedste ven, og sin identitet som sort. Ingen andre sorte anerkender Sams hudfarve efter Erics transformation. Sam bliver dermed en karakter der mister ethvert holdepunkt i sit liv, og kun står tilbage med spørgsmål. Og den fortælling fungerer fantastisk godt. Især fordi historien springer i tid, så man skiftevis ser Eric massakrere rædselsslagne soldater, og Eric og Sam hænge ud som almindelig unge mennesker. Det gør karaktererne dybe og afrundede, og giver samtidig mulighed for at fortælle at Sam desuden er ulykkelig forelsket i Alma, der er gift med Erics bror Hugh. Historien om den faldne superhelt bliver altså mest af alt til historien om tre almindelige mennesker, hvis liv ændres fuldstændig på grund af Erics transformation.

Eric før det endegyldige fald. Her nakker han en bankrøver i kamp med politiet. 

Illustrationerne i A God Somewhere er flotte, men alligevel ikke helt på kornet. De er lidt for polerede til min smag, lidt for rene. Men opsætningen af siderne og brugen af små billeder til at understrege følelser og dialog fungerer utrolig godt. Især en samtale mellem Eric og hans bror Hugh, og en mellem Hugh og Alma er super flot sat op. Og illustrationernes motiver er der intet poleret i. Det flyver med blod og indvolde når Eric går amok, her er der ikke sparet på noget. Den næsten groteske mængde blodig splat der fylder siderne har også et forklarende element - man forstår hvorfor en hel nation føler sig truet af Erics kræfter, når man ser hvad han udretter med dem. Alt i alt en imponerende fortælling, der varmt kan anbefales!