Hellboy - The Midnight Cirkus

Om lidt over en uge kommer der en ny Hellboyudgivelse, den har titlen "Hellboy - The Midnight Cirkus", og mod sædvanen så udkommer den ikke som en serie, men udkommer direkte som hardcover. Hvorfor det er tilfældet ved jeg ikke, men jeg foretrækker det egentlig frem for de små, bløde og meget skrøbelige hæfter, som serierne kommer i. Der er et preview på Dark Horses hjemmeside, og det ser lovende ud!

Coveret har Mignola tegnet, men det er Duncan Fegredo der har tegnet resten, og han plejer at holde et meget højt niveau. Jeg glæder mig.

Død, lim og voodoo

Igennem megasitet CBR er jeg blevet opmærksom på serien Shadowman fra Valiant Entertainment. Teaser teksten på hjemmesiden lyder som røv og nøgler ("Jack is about to become the only thing that stands between his city and an army of unspeakable monstrosities from beyond the night"), men i previewet på CBR ser det anderledes fedt ud. Her er gang i masser af grumset tegnestil, rå noir stemning, krydret med lidt voodoo flavor fra Louisianas sumpe. Jeg har på fornemmelsen af Shadowman holder langt mere vand end forlaget ellers lægger op til i deres salgstale.

Coveret til Shadowman #13

Tilbage fra de døde

Der har været tavst som graven her på bloggen - og det på trods af at jeg har haft materiale læggende temmelig længe. Nå, sådan går det ind i mellem, men nu er jeg altså tilbage med et indlæg. Og selvom det rent nyhedsmæssigt er totalt forældet, skal det alligevel handle om sidste nummer i serien om agent Anders og hans kamp mod de centraleuropæiske vampyrer. I det femte og - foreløbigt - sidste kapitel om agent Anders vendes der op og ned på tingene. Anders har alligevel ikke mistet kontrollen over sig selv, og er altså ikke i kløerne på de to vampyrsøstre, som ellers havde inficeret hans sjæl. Nej, Anders har, finder vi ud af, fuld kontrol over sig selv, om end han ikke længere er et menneske. Anders har fået vampyrernes kræfter, det meste tyder på at han er blevet vampyr. Men samtidig benægter han at han er det, og sværger at bruge sine overmenneskelige styrke til at jagte og dræbe alle vampyrer. Det lyder jo nobelt nok, hvis altså ikke det var fordi Anders havde udslettet en hel landsby kort forinden. Med andre ord er historien altså noget usammenhængende, og plottet må siges at have fået et knæk. I seriens næstsidste nummer var det tydeligt at Anders blev styret af to vampyrsøstre, rent visuelt kastede han deres skygger og antog deres dæmoniske form i kampen med en hel horde af hekse. Og derudover var det tydeligt i historien at det egentlig var søstrernes kamp han kæmpede, og ikke sin egen. Men nu er det altså ovre, og Anders er igen helt sin egen, bare på en ny måde.

Visuelt fejler albummet dog ikke noget. Fábio Moon og Gabriel Bá tegner som altid blændende, og de gør sig som sædvanligt bedst i de stille øjeblikke, og dem er der mange af. Særligt afslutningen på albummet, hvor Anders forlader den almindelige virkelighed, ridende på en bjørn, er helt fantastisk. Det meste af albummet foregår i et dunkelt og skummelt slot, hvor professer Bruttenholm leder efter Anders. Der sker ikke det helt store på siderne, men Bá og Moon formår virkelig at presse meget stemning ind i billederene.

Anders ridder ud af virkeligheden

Den underlige uoverensstemmelse i plottet ødelægger lidt den gode stemning i sidste nummer i serien, men derudover er det en rigtig fed afslutning, og seriens næstbedste, kun overgået af det første nummer. Alt i alt en solid tilføjelse til den ustyrlig lange række titler i BPRD-serien, hvoraf nogle godt kunne undværes.

Hellboy fylder rundt

I går var det 20 år siden Hellboy første gang så dagens lys. Det skete på San Diego Comic Con, hvor denne illustration optrådte i connens program

 Der må siges at være sket en hel del siden den gang.

Jeg vil ikke forsøge at gøre status over Hellboys liv, levned og indflydelse på tegneserie- og popkulturen her, men i stedet pege på tre artikler der hver for sig opsummerer Hellboy-figurens historie, univers og indflydelse. Alle tre artikler er fra multiversitycomics.com.

Den første er en laaang artikel om Hellboys udvikling, fra koncepttegningen ovenfor, til Hellboy in hell - og alt derimellem. Det er interessant læsning, men artiklen er måske næsten for grundig.

Den næste jeg vil linke til, er et forsøg på at lave en komplet liste over de tegnere der har tegnet Hellboy i årenes løb, i alle de forskellige udgivelser han har optrådt i. Der er virkelig mange efterhånden, og det er ret sjovt at se hvor forskelligt Hellboy er blevet fortolket. Og ærlig talt er der overraskende mange grimme fortolkninger imellem. De stammer dog mest fra håbløse udgivelser som Hellboy junior og andet lignende bras.

I den sidste artikel fra mulitivesity.com som jeg vil linke til, gør Gabriel Bá rede for den indflydelse Hellboy og Mike Mignola har haft på ham og hans karriere. Det er den korteste, men på en måde også den mest interessante artikel.

Der er med garanti mange andre der fejrer Hellboys fødselsdag på nettet, men jeg nøjes med disse tre. Og noterer mig i øvrigt at Mignolas eget forlag Dark Horse ikke har gjort noget særligt ud af fødselaren. Måske venter de til næste år, hvor det er tyve år siden den første egentlige Hellboy-tegneserie udkom, eller også gider de bare ikke fejre en af deres mest originale og succesfulde titler...

Witches vs. vampires

De sidste indlæg her på stedet har fokuseret på forskellige danske udgivelser. Nu kigger jeg igen nærmere på en udgivelse i Hellboyuniverset, B.P.R.D. Vampire. B.P.R.D.-serien kom i kølvandet på succesen med Hellboy, og rummer efterhånden utallige historier om Hellboys kollegaer i bureauet for paranormal efterforskning og forsvar, eller Bureau for Paranormal Research and Defence - forkortet B.P.R.D. Ikke så mundret som FBI eller CIA, men konceptet holder nu alligevel. For det meste. For udgivelserne i serien og dens underserier kommer efterhånden i så hastigt et tempo at kvaliteten ikke altid kan følge med. Mike Mignola står altid på som hovedforfatter, men jeg har tit haft en fornemmelse af at det mest var for syns skyld. I løbet af de sidste par år har Mignola stået som forfatter på hele B.P.R.D-serien - der i sig selv rummer både én fortløbende serie, samt flere tilbageskuende miniserier - spin-off serierne Abe Sapien og Lobster Johnson, samt de selvstændige serier Baltimore og Sledgehammer. Og så selvfølgelig den genoptagne Hellboy-serie. Det siger sig selv at det ikke kan være lige genialt det hele. Et kig på Dark Horses hjemmeside afslører da også at tempoet er på vej ned. De fleste af spin-off serierne holder pause det næste halve års tid, hvilket nok er til det bedste.

Midt i regnen af titler af tvivlsom kvalitet dumper der nogle guldkorn ned. B.P.R.D. Vampire er et af dem. Det er en tilbageskuende serie på fem udgivelser. De fire er udkommet i Danmark, den femte udkom d. 31. juli i USA, og burde ramme Danmark i denne uge. Vampire er en fortsættelse af en historie der begyndte i B.P.R.D 1947, som udkom tilbage i 2009. Historien udspiller sig, som titlen antyder, i 1947. Bureauet er i sin vorden, og dets leder Trevor Bruttenholm rekrutterer sine agenter til at bekæmpe det paranormale blandt de allieredes kampvante soldater. De fire nyslåede agenter havner af forskellige årsager i en fransk landsby, hvor der er vampyrer på spil. Hele missionen er en katastrofe, og kun én af agenterne, Anders, vender tilbage i live. Mere eller mindre. Agent Anders er blevet bidt af to kvindelige vampyrer, og deres forbandelse har inficeret hans blod og er i gang med at transformere ham til en blodtørstig dæmon. En præst har dog henvist de to vampyrer til et mørkt hjørne i Anders' sjæl. Det er de bestemt ikke er tilfredse med. Historien i B.P.R.D. Vampire begynder med at Anders beslutter at rejse til Europa for at hævne sig på så mange vampyrer som muligt, inden de to blodsugende kvinder tager magten over ham.

Det første album i serien er ind til videre det bedste. Fortællingen skrider kun langsomt frem, men den er fantastisk illustreret af brødrene Gabriel Bá og Fabio Moon. De illustrerede også B.P.R.D. 1947, og det virker helt naturligt at de fortsætter med denne serie. Helt fænomenal er de første ordløse sider, hvor en flod af lig flyder gennem en mørk, snedækket skov. Også afslutningen på første album, hvor agent Anders ankommer til en tjekkoslovakisk udørk med et mennesketomt tog, er fantastisk stemningsfuldt illustreret. Man fornemmer at Anders er på vej ind i ondskabens hule.

I andet album dratter Anders bogstaveligt talt ned i selvsamme hule. En ung, smuk bibliotekar, som senere viser sig at være i ledtog med egnens hekse, hjælper Anders på sporet af en gammel vampyrs tilholdssted. Efterhånden som Anders nærmer sig vampyrkrypten, får de to kvinder mere og mere magt over ham. Det manifesterer sig som en art skizofreni i fortællingen. Kvindernes hvisken er kun hørlig for Anders, illustreret gennem giftigtgrønne talebobler og tågede spøgelsesskikkelser der leder Anders gennem hulen. I historiens begyndelse virkede Anders' hævntogt som hans personlige idé, men som historien skrider frem, bliver det tydeligt at det er kvinderne der har lokket ham til at tage afsted.

Parallelt til The Dark Side i Star Wars, så får de kvindelige vampyrer mere og mere magt over Anders, jo mere han lader sin vrede få frit løb. Og da en oldgammel vampyr dræber den jordiske Anders, får de to vampyrer endelig fuld kontrol over hans krop. I det fjerde album forsøger en gruppe hekse at standse den nu totalt forvandlede Anders med tonsvis af magi da han komme ud af krypten, men forgæves. De to kvinder er åbenbart toppen af poppen, og smatter heksene fuldstændig ud. Fjerde album slutter med at vampyrerne, i skikkelse af Anders, efterlader et lille hotel indsmurt i resterne af bestyreren og gæsterne.

Coveret på det femte og sidste album i serien antyder et show down mellem den forvandlede Anders og Trevor Bruttenholm. Hvor det går ned henne er selvfølgelig et åbent spørgsmål, men baggrunden på coveret ligner mere en europæisk kirke end et militærbase i New Mexico - hvor Bruttenholm ellers holder til.

Serien har kun Mike Mignola på som forfatter, og det virker som om han har lagt lidt mere arbejde i den end nogle af hans andre udgivelser - som fx Baltimore: The Plagueships, der var noget sølle venstrehåndsarbejde. Anders' udvikling fra plaget, dødsmærket menneske til blodtørstigt, overmenneskeligt monster, er godt fortalt og spændende at følge. Ikke alt i serien er lige interessant. Heksenes involvering virker lidt påklistret, og Bá og Moons illustrationer af dem er heller ikke helt heldige. De gør det langt bedre når de tegner den krumbøjede Anders i dunkle krypter. Men alt i alt en fed serie der har en klassisk Mignola-feel, og er flot og stemningsfuldt illustreret.

Fantasmagori 10

Som altid er nummer 9 et skridt foran. Jeg har haft Fantasmagori 10 liggende på skrivebordet siden Copenhagen Comics, men nåede alligevel ikke at lave et blogindlæg om det, før Felix Kühn Paulsen fik flikket en anmeldelse sammen på det online magasin for tegneserier. Jeg giver nu alligevel min mening til kende her.

Fantasmagori nummer 10 bliver ifølge udgiverkollektivet Ondskabens Flydende Vatikan, det sidste i rækken af antologier med den titel. De lover dog at der kommer en anden antologi i stedet, samt flere soloudgivelser. Hvornår røber de gode folk dog ikke noget om. Det ville nok også være halsløs gerning at sætte dato på de kommende udgiverbetalte, ad hoc udgivelser, men noget andet skulle altså være på vej. Men nu til nærværende nummer.

Fantasmagori 10 er på 40 sider, fordelt mellem fem bidragydere. Kvaliteten, udtrykket og indholdet i historierne er meget forskelligt. Den indledende historie, Natten er ung... af Rodrigo "Romen" Mendoza, er så absolut antologiens svageste. Den er kedeligt tegnet, uden nogen egentlig historie, og både fortællemæssigt og kunstnerisk helt banal. Ikke meget at komme efter dér. Helt anderledes bliver det i Hvalsteg og vindfrikadeller af Johannes Havelund. Johannes er en fabelagtig tegner, og hans sans for at skabe udtryksfulde karakterer er vidunderlig. Særligt figuren Luftskipper Karlson er godt ramt, midt i mellem kliché og originalt påfund. Historien er et aktionbrag om Luftskipper Karlson og Jonas´ jagt på storskidende himmelhvaler. Jagten foregår i et luftskib sponseret af japanske investorer, men snart blander økoaktivisten Åge, som i øvrigt er Karlsons fætter, sig med sit miljøaktivistluftskib. Det bliver til en hæsblæsende duel imellem hvalfangere og økoaktivister, med masser af aktion og overraskelse. Hele historien, inklusiv sjove, stemningsskabende flash backs, er udfoldet på kun 10 sider, og det må siges at være imponerende. Jeg giver ikke stjerner her på bloggen, men historien er så afgjort til topkarakter!

Tredje historie i Fantasmagori 10, er en (hvis mine øjne ikke bedrager mig) computertegnet sag af Rikke Lindskov Loft med titlen Udbryderhønen. Det er ikke noget mesterværk, men en skæg lille historie om en høne der, som titlen antyder, forsøger at bryde ud af hønsegården. Som antaget er græsset grønnere på den anden side af hegnet, men hvad betyder det, når man ikke har nogen at dele det med? Illustrationerne er søde og fine, men mangler et personligt præg. Rikke er ifølge forordet garvet bidrager til internettegneserier, og jeg tror stilen gør sig bedre i den sammenhæng. På tryk synes jeg den bliver for anonym.
Den fjerde historie er skrevet og tegnet af Peder Riis, der ligesom Johannes Havelund er en fantastisk tegner. Historien er en art fuglekrigs-spin-off, der handler om en flok kragers kamp med måger om madrester i storbyen. Tegnestilen er dyster, med masser af dybe skygger og en fed brug af silhuetter. Kampen mellem krager og måger ender i en blodig duel, hvor krageheltinden smatter en måde ud ved hjælp af et godstog. Det er dejligt amoralsk og fyldt med tju-bang. Historien når ikke helt samme højder som Hvalsteg og vindfrikadeller, men de fede illustrationer gør den i sig selv absolut læseværdig.

Antologien sluttes af med den korte historie Det onde af Patrick Leis. En kort, to-siders historie om en børnelokker der ser ud til at få hvad han fortjener. Den er ikke så veltegnet som Johannes og Peders historier, stadig dejlig dyster, og en fed, grum fortælling der sender tankerne tilbage til Slim! og dets amerikanske modstykker Eerie og Creepy. Det kunne være fedt at se Patrick folde historien ud. Ud fra den lille smagsprøve har jeg indtryk af at han kunne være mand for en god, klassisk gyser med splattede tendenser.

Jeg vil ikke vise illustrationer fra antologien hér, den kan gratis downloeades som pdf. på Vatikan.dk, så der er ingen undskylding for ikke at få læst hele molevitten. Jeg vil derimod runde af med den sadistiske redaktør som Tore Sæderup tegnede på min trykte udgave. Tore har ikke bidraget, men har redigeret, hvilket inspirerede til selvportrættet. God læselyst.

Historie med og uden ord - første læsning af Kensington

Jeg prøver en anden form i dette indlæg. De fleste af mine forrige indlæg har fulgt den gængse anmelderformular: Kort indtryk af værket, introduktion til forfatteren, generelt om værket og afsluttende dommen. Nu prøver jeg noget andet. Fordi værket er noget andet.

Kensington af Rasmus Svarre er en tegneserie med ord og billeder for sig. Men ordene siver ind i billederne, nærer en fortælling som vokser ud af de ordløse malerier. En kvinde fanges og mishandles af en gammel mand. Det er den mest tydelige fortælling i billederne. Men omkring den smyger en myte sig. En myte om en konge der ønskede berømmelse, og derfor forsøgte at tvinge en præstinde til at digte om sig. Kroppen bliver til muld og monumenter til støv, men ordene forbliver. Den gamle mand og kvinden spejler kongen og præstinden. Myten giver billederne mening - en mulighed for at skabe en større orden i den fragmenterede fortælling.

"Kortet er ikke landskabet - og dette er ikke en pibe!" Kensington

Ordene er ikke tingene, billederne er ikke ordene, og ordene er ikke billederne. Sammenhængen er ikke givet på forhånd, men skabes gennem tillærte associationer. Der er ingen nødvendighed i sammenhængen mellem myte og billeder, nærheden alene knytter dem sammen og får dem til at give hinanden mening. Men det vi har lært er stærkt og nyttigt. Det gør os i stand til at forstå det der omgiver os. Vi tænker kausalt, ser sammenhænge, årsager og virkninger. Det gør os i stand til at læse og forstå en tegneserie. Derfor er Kensington en tegneserie. Der er billeder forbundet af kausale sammenhænge - årsager og virkninger. Myten - ordene - skaber en større ramme - en anden forståelse, andre årsager og virkninger.

Myte, maleri og filosofi fletter sig sammen og eksisterer samtidig hver for sig. De nærer hinanden, men er ikke hinandens forudsatte i fortællingen. Kensington er et malerisk smukt, grufuldt og tankevækkende værk.