Pandemonium

Det er efterhånden over en måned siden at Hellboy in hell #2 udkom, men jeg har endnu ikke fået skrevet hvad jeg mener om den. Det råder jeg nu bod på, lige på falderebet, før nummer tre i serien kommer til Danmark.

Forsiden på Hellboy in hell #2

I første nummer af serien om Hellboy i helvede løb vores helt ind i en gammel bekendt - eller måske mere korrekt, en gammel fjende. Med lidt hjælp fra en kutteklædt fyr slap Hellboy væk med skindet i behold, og sammen med den mystiske fyr fløj Hellboy videre til hjertet af Helvede - Pandemonium. Den underlige fyr giver i dette nummer Hellboy en rundtur i byen, som viser sig at være forladt. Ifølge den velvillige hjælper er alle helvedes prinser, fyrster og jarler flygtet fra byen da de hørte at Hellboy var på vej. Det vækker Hellboys mistænkelighed. Og det viser sig da også at den anonyme hjælper ikke er så uskyldig endda. Han er nemlig én af tre ånder der endnu en gang minder Hellboy om hvad han i virkeligheden er - arvingen til tronen i Helvede, spået til at lede den hær som kan bryde muren mellem Helvede og Jorden ned.

I et flash back ser vi den nyfødte Hellboy få sat undergangens højre hånd på sin lille buttede arm. Farmand ses i baggrunden.

Albummet er ligesom det første i den nye serie, helt eminent illustreret. Billederne veksler mellem det enkle og dunkle, og mere komplicerede og farverige illustrationer - panelerne oven- og nedenfor her er to gode eksempler. Hellboy forbliver meget passiv hele albummet igennem. Han føres fra sted til sted uden at foretage sig andet end at spørge til omgivelserne. Men man fornemmer på både dialog og illustrationer at aggressionerne og frustrationen lurer under den rolige overflade. Hellboy er vant til at handle, men i Pandemonium er det som om den eneste handling der er mulig, er at indtage den rolle han så mange gange har afsværget sig. Som da Hellboys ledsager fortæller ham at Satan ligger ubeskyttet og sover i en krypt. Enhver der har lyst kan stikke en kniv i ham - og tage hans plads på tronen.

Pandemonium er tomt for liv, men overalt er der groteske statuer som den i sekvensen ovenfor. Og noget af det Mike Mignola er bedst til er at tegne groteske skabninger. Albummet er fyldt med rædselsfulde statuer hvis maver udgøres af gigantiske munde, dæmoner med dyrehoveder, og i flash backet til Hellboys fødsel, massevis af små bevingede djævle med underbid. Illustrationerne er fantastisk stemningsfulde, og på trods af den sparsomme dialog udtrykkes følelserne konstant i karakterernes ansigter - jeg har aldrig set nogen gøre en grå djævel med tomme øjenhuler så udtryksfuld som Mignola. 

Hellboy in hell #2 er ligesom nr. 1 mere en fremvisning af Helvede end en egentlig historie. Men slutningen bygger op til lidt mere aktion i næste nummer. Jeg ser virkelig frem til fortsættelsen, der snart burde være tilgængelig på hylderne hos min lokale tegneseriepusher.