Et inferno af en familiefest

Hellboy in hell #3 landede hos min tegneseriepusher en uge senere end planlagt, d. 19 februar, da orkanen Sandy kom i vejen. Nu har jeg så haft lidt over en uge til at bladre den igennem forfra og bagfra, og jeg undres stadig over hvordan Mike Mignola formår at overgå sig selv i hvert nyt nummer.

Forsiden til tredje nummer af Hellboy in Hell

Som jeg havde på fornemmelsen efter at have læst andet nummer, så kom der mere gang i handlingen her i tredje. Efter at dæmonprinsen Astaroth afslørede sig selv, efter at have ageret maskeret hjælper for Hellboy efter hans ankomst i Helvede, kom der mere aktion på drengen. For Astaroth har inviteret Hellboys to brødre til en familiekomsammen. Formålet med hele sammenkomsten er dog ikke hygge og nostalgiske tilbageblik, men at få vristet undergangens højre hånd fra Hellboy og sat den på en af hans brødre, som er mere villige til at indtage rollen som apokalypsens førstemand. Og så går der ellers dæmon-bashing i den, hvor Hellboy svinger stenhånden mens han kommer med svinere til sine modstandere - præcis som i de gode gamle dage. Kampen bliver dog afbrudt ret pludseligt, da Leviathanen kommer forbi.

Hellboy deler tæsk og svinere ud. Den komplette tekst i Hellboys boble er "WELL SCREW YOU GUYS".

Den bratte afslutning på kampen mellem de tre brødre er en klar svaghed ved albummet. Det virker som om Mignola ikke rigtig kunne finde ud af at slutte kampen, og istedet besluttede at en drage skulle komme forbi og spise modstanderne. Det er lidt tamt. Noget siger mig dog at det ikke er det sidste vi har set til Leviathanen. Det ville ligne Mignola dårligt at introducere så legendarisk monster for så kort en bemærkning.

Leviathanen kommer forbi og stopper festen.

Albummet er som altid helt fænomenalt illustreret. Særligt sekvenserne inden Leviathanen kommer er fantastisk stemningsfulde, med close up af en desperat Astaroth med lysende øjne. Jeg er også ret vild med panelet ovenfor, hvor Leviathanen spiser Astaroth og Hellboys to brødre. De tre dæmoner, der for et øjeblik siden var mægtige og farlige, ser her små og hjælpeløse ud. Og kompositionen i billedet leder automatisk blikket fra dragens orange gab og ned til den overraskede Hellboy. Gennemført, flot og virkningsfuldt.

Helt suverænt bliver det dog i albummets sidste del. Her er næsten ingen tekst, kun dunkle bygninger, groteske statuer, monstrøse flyvende blæksprutter - og en blodig kniv. Jeg vil dog ikke afsløre hvad der sker på albummets sidste sider, da det vil falde under kategorien mega-spoiler. Men det er noget der potentielt vender Hellboys fremtid fuldstændig på hovedet. 

Den gennemgående historie som kørte i de første tre numre bliver afsluttet med det tredje nummer. Og det er helt umuligt at sige hvad der nu skal ske, men jeg er dog overbevist om at det er værd at følge med.