Historie med og uden ord - første læsning af Kensington

Jeg prøver en anden form i dette indlæg. De fleste af mine forrige indlæg har fulgt den gængse anmelderformular: Kort indtryk af værket, introduktion til forfatteren, generelt om værket og afsluttende dommen. Nu prøver jeg noget andet. Fordi værket er noget andet.

Kensington af Rasmus Svarre er en tegneserie med ord og billeder for sig. Men ordene siver ind i billederne, nærer en fortælling som vokser ud af de ordløse malerier. En kvinde fanges og mishandles af en gammel mand. Det er den mest tydelige fortælling i billederne. Men omkring den smyger en myte sig. En myte om en konge der ønskede berømmelse, og derfor forsøgte at tvinge en præstinde til at digte om sig. Kroppen bliver til muld og monumenter til støv, men ordene forbliver. Den gamle mand og kvinden spejler kongen og præstinden. Myten giver billederne mening - en mulighed for at skabe en større orden i den fragmenterede fortælling.

"Kortet er ikke landskabet - og dette er ikke en pibe!" Kensington

Ordene er ikke tingene, billederne er ikke ordene, og ordene er ikke billederne. Sammenhængen er ikke givet på forhånd, men skabes gennem tillærte associationer. Der er ingen nødvendighed i sammenhængen mellem myte og billeder, nærheden alene knytter dem sammen og får dem til at give hinanden mening. Men det vi har lært er stærkt og nyttigt. Det gør os i stand til at forstå det der omgiver os. Vi tænker kausalt, ser sammenhænge, årsager og virkninger. Det gør os i stand til at læse og forstå en tegneserie. Derfor er Kensington en tegneserie. Der er billeder forbundet af kausale sammenhænge - årsager og virkninger. Myten - ordene - skaber en større ramme - en anden forståelse, andre årsager og virkninger.

Myte, maleri og filosofi fletter sig sammen og eksisterer samtidig hver for sig. De nærer hinanden, men er ikke hinandens forudsatte i fortællingen. Kensington er et malerisk smukt, grufuldt og tankevækkende værk.