Tilbage fra de døde

Der har været tavst som graven her på bloggen - og det på trods af at jeg har haft materiale læggende temmelig længe. Nå, sådan går det ind i mellem, men nu er jeg altså tilbage med et indlæg. Og selvom det rent nyhedsmæssigt er totalt forældet, skal det alligevel handle om sidste nummer i serien om agent Anders og hans kamp mod de centraleuropæiske vampyrer. I det femte og - foreløbigt - sidste kapitel om agent Anders vendes der op og ned på tingene. Anders har alligevel ikke mistet kontrollen over sig selv, og er altså ikke i kløerne på de to vampyrsøstre, som ellers havde inficeret hans sjæl. Nej, Anders har, finder vi ud af, fuld kontrol over sig selv, om end han ikke længere er et menneske. Anders har fået vampyrernes kræfter, det meste tyder på at han er blevet vampyr. Men samtidig benægter han at han er det, og sværger at bruge sine overmenneskelige styrke til at jagte og dræbe alle vampyrer. Det lyder jo nobelt nok, hvis altså ikke det var fordi Anders havde udslettet en hel landsby kort forinden. Med andre ord er historien altså noget usammenhængende, og plottet må siges at have fået et knæk. I seriens næstsidste nummer var det tydeligt at Anders blev styret af to vampyrsøstre, rent visuelt kastede han deres skygger og antog deres dæmoniske form i kampen med en hel horde af hekse. Og derudover var det tydeligt i historien at det egentlig var søstrernes kamp han kæmpede, og ikke sin egen. Men nu er det altså ovre, og Anders er igen helt sin egen, bare på en ny måde.

Visuelt fejler albummet dog ikke noget. Fábio Moon og Gabriel Bá tegner som altid blændende, og de gør sig som sædvanligt bedst i de stille øjeblikke, og dem er der mange af. Særligt afslutningen på albummet, hvor Anders forlader den almindelige virkelighed, ridende på en bjørn, er helt fantastisk. Det meste af albummet foregår i et dunkelt og skummelt slot, hvor professer Bruttenholm leder efter Anders. Der sker ikke det helt store på siderne, men Bá og Moon formår virkelig at presse meget stemning ind i billederene.

Anders ridder ud af virkeligheden

Den underlige uoverensstemmelse i plottet ødelægger lidt den gode stemning i sidste nummer i serien, men derudover er det en rigtig fed afslutning, og seriens næstbedste, kun overgået af det første nummer. Alt i alt en solid tilføjelse til den ustyrlig lange række titler i BPRD-serien, hvoraf nogle godt kunne undværes.