Helvedes forgård

SÅ fik jeg raget et eksemplar af Hellboy in hell #1 til mig. Min lokale tegneseriepusher lovede at den havde været ventetiden værd - han havde ret. Hellboy er vendt stærkt tilbage, og Mike Mignolas illustrationer er fantastiske. Simple ved første øjekast, men fyldt med detaljer og personlighed når man kigger efter. Mignola forstår at udtrykke meget, med meget enkle midler.

Forsiden

Jeg har lyst til at gengive hele handlingen, men af respekt for dem der endnu ikke er stormet ud og købt det nye nummer, lader jeg være. Jeg vil dog afsløre så meget som at Hellboy endnu ikke er havnet i selve helvede, men er landet i udkanten. Men som forsiden viser er det også et ubehageligt sted. Her i helvedes forgård venter der en gammel fjende, men det endelige opgør med ham udsættes da en anden gammel kending kommer på tværs.

Hellboy rammer bunden

I den åbningssekvens, der går forud for panelet ovenfor, viser Mignola sit format som tegneseriekunstner. Der klippes mellem en samtale mellem to helt stillestående figurer, og så Hellboys brændende og blødende hjerte, der falder mod klippen. I faldet skifter hjertet form, og bliver til Hellboy selv. I slutningen af albummet er der en lignende sekvens med klip mellem rolige billeder uden meget bevægelse, og aktionfyldte billeder  hvor Hellboy tumler ned af en trappe. Skiftet mellem bevægelse og stilstand giver en fantastisk balance i det samlede udtryk, og en fed suspense i fortællingen, da sekvenserne følges ad og afslutningen på begge derfor udsættes. Det er tegneseriekunst når det er allerbedst. Læg dertil Mignolas grafiske brug af lys og skygge og du har et helstøbt udtryk der efter min mening ikke præsteres af ret mange andre lige nu. Hellboy in hell #1 er hermed anbefalet.