På vej til helvede...

Jeg har længe gået og brygget på en idé om at lave en blog, og nu har jeg så gjort noget ved det. Det første indlæg skulle gerne slå stilen an. Bloggen er dedikeret til ting jeg synes er seje. For øjeblikket vil det især sige tegneserier, eller graphic novels hvis det skal være fint. Og den sejeste tegneserie jeg har stiftet bekendtskab med, er uden tvivl Hellboy. Efter et års pause er der endelig udkommet et nyt nummer i serien, og det fejrer jeg med en lille præsentation af dæmonen og hans udskejelser.

Kender du ikke Hellboy, enten fra de uovertrufne tegneserier skabt af Mike Mignola, eller de slatne filmatiseringer med Ron Perlman i hovedrollen, så er du gået glip af noget. Selvom Hellboy første gang så dagens lys i 1991, startede hans karriere først for alvor i 1994 med miniserien Seed of Destruction (afsindig fed titel, noget Mignola er storleverandør i). Den fortalte historien om Hellboys møde med sin (næsten) skaber - Rasputin. Ja, den Grigorij Jefimovitj Rasputin der luskede omkring på Zarens hof i Rusland og så så satans skummel ud, at man skulle tro zarfamilien ville have tænkt sig om en ekstra gang før de satte ham til at helbrede deres eneste søn - men nej. Og det er ingen anden end Rasputin der igennem et okkult ritual - udført i Stonehenge i samarbejde med nazister under navnet Project Ragnarok! - har fragtet Hellboy fra helvede til Jorden.

Hellboy snakker tit mens han giver røvfuld - bemærk at gorillaen må give Hellboy ret: He don't know when to quit!

Allerede her kommer Hellboys postmoderne natur til syne. Ordet postmoderne er efterhånden helt slidt op, men jeg har svært ved at finde en bedre etikette til det rodsammen af et univers som Mike Mignola har skabt. Karakteren Hellboy er helt sin egen. En ildrød dæmon med en gorillaagtig krop og en gigantisk stenhånd for enden af højre arm. Men han er omgivet af det særeste og sjovest mix af historiske og mytiske figurer, helte og skurke fra den tvivlsomme ende af litteraturen, en hel del muterede gorillaer og ikke mindst nazister.

Rasputin iklædt sit satanistkostume, klar til at bruge Hellboys højre hånd til at åbne  porten til helvede. 

I løbet af de 18 år serien har kørt, har universet udviklet sig til en af de mest helstøbte tegneseriekosmologier der findes. Kampen mod muterede nazi-frankenstein-gorillaer er trådt i baggrunden, og lige så langsomt er der tonet en mere og mere episk historie frem. Ganske vist fablede Rasputin allerede i den første historie om at Hellboy var noget særligt, og i anden miniserie Wake the Devil, fortalte den græske gudinde Hekate Hellboy at han skulle fremkalde apokalypsen ved hjælp af sin stenhånd - deraf tilnavnet The Right Hand of Doom. Men kun langsomt kom det frem at Hellboy er barn af et møde der fandt sted for 300 år siden, mellem den mægtige dæmon Sheol (eller var det Azzael?) og heksen Sarah Hughes. Og at hans sande navn er Anung Un Rama, The Beast of the Apocalypse, og at han er født til at være konge i helvede og lede de legioner der skal slippes løs på Jorden under apokalypsen. Kort sagt en rigtig sur skæbne for én der helst bare vil have det lidt hyggeligt.

Nimue flår hjertet ud på Hellboy

Ingen ved endnu om Hellboy kommer til at trampe menneskerne til støv som det store dyr i åbenbaringen. Hellboy er lige nu i noget af et limbo - bogstaveligt talt - eftersom det endelig lykkedes heksen Nimue at dræbe ham i sidste nummer af miniserien The Fury. Hellboy røg samme vej som Nimue, til helvede. Og der skal han så åbenbart ud på nye eventyr i Hellboy in hell. Første nummer har ramt Danmark i denne uge, og jeg kommer med min uforbeholdne mening her på bloggen så snart jeg har fået fingre i det.