Stiletto

Her på bloggen har jeg blankt bekendt min kærlighed og beundring for amerikanske Mike Mignola og hans hjertebarn Hellboy. På den danske tegneseriescene er der ikke rigtig nogen jeg beundrer i samme grad. Og så alligevel. Man kan sige jeg har en gammel kærlighed til forfatter, tegner, illustrator og ikke mindst rollespilsforfatter og -kreatør, Palle Schmidt. Og kærlighed ruster som bekendt ikke.

Palle Schmidt er på samme tid en grand old man og en ukendt opkomling i det danske tegneseriemiljø. Palle har flere titler på cv´et, hvor den mest kendte må være Blodets Konkubine fra 2008, som i 2011 blev udgivet på engelsk med titlen The Devils Concubine. Men hans udgivelser kommer uregelmæssigt, afbrudt af massevis af andre projekter af nærmest enhver art. Og Palle har det derfor med at flyve under radaren meget af tiden, hvilket er helt ufortjent.

Jeg havde meget høje forventninger til Blodets Konkubine da den udkom, men blev ret skuffet. Jeg synes historien var lidt tynd, tegningerne lidt for sjuskede på den ufede måde, og konceptet lidt for anstrengt eller fortænkt. Jeg havde derfor heller ikke de store forventninger til Schmidts nye udgivelse Stiletto, der udkom på forlaget Farenheit i forbindelse med Copenhagen Comics.

Forsiden

 Jeg bladrede lidt i et eksemplar på Farenheits stand, og var med det samme solgt. Tegningerne er flotte, gennemarbejdede og helt utrolig stemningsfyldte. Albummet er i farver, men de fleste paneler er holdt i sort-hvid, med dybe skygger i grå, brune og orange nuancer. I enkelte paneler er detaljer farvet i stærke farver, primært rød. Det fungerer fantastisk godt, og passer perfekt med den dystre noir-historie som udspiller sig i albummet. Helt sublimt bliver det i to passager hvor baggrundsfarven skifter fra grå til henholdsvis rød og blå. Her går fortælling og billeder op i en højere enhed og fungerer helt sublimt sammen. Den blå passage kan ses på Palles egen hjemmeside. Jeg har derudover tilladt mig at tage nogle billeder af mit eget eksemplar, de kan ses nedenfor.

Afslutningen på en hektisk biljagt. Jeg synes de slørede baggrunde og udflydende kanter fungerer sindsygt godt i passager som denne, hvor de understreger det høje tempo og den febrilske sindstilstand som personen er i. 

En stille sekvens efter endnu en hæsblæsende aktionsekvens. Tematikken er klassisk noir, grænsende til det stereotype. Men i sammenhængen fungerer det godt. Regn, cigaretter og livstræthed hører til - og sammen - i en ægte noir-fortælling.

Historien i Stiletto er hverken ny eller overraskende, men skåret over en velkendt skabelon om en politibetjent gone bad, som nu kæmper mod tiden for at redde sine egne kastanjer ud af ilden. Det gør nu ikke noget, for den er godt fortalt. Og særligt hovedpersonen Maynards deroute, med pres på både fra chefen hjemme og på job er velfortalt. Stiletto er Palle Schmidts bedste tegneserieudgivelse til dato. Det er et heltstøbt album som både er fantastisk flot illustreret og rummer en god historie. Og det er hermed anbefalet.

Copenhagen Comics kom og gik

Så er Copenhagen Comics overstået. Festivallen kom og gik på hvad der føles som meget kort tid. Nå ja, lige på nær de små to timer jeg sad som billetkontrollør lørdag eftermiddag, de føltes snarere som fem. Men nok om det, for den minimale indsats, sammen med to timers afslappet, lavpraktisk arbejde i dag (søndag), fik jeg indgang, mad og klækkelige rabatter. De fire timer var med andre ord givet godt ud.

For mig var de mest mindeværdige øjeblikke dem jeg ikke havde hverken planlagt eller set frem til mens jeg læste i programmet. Som da jeg lige smuttede forbi den scene hvor Brian Mørk og John Kenn Mortensen henholdsvis fortalte og illustrerede mareridt. Det fungerede super godt, og det var virkelig sjovt at se Kenn Mortensens monstre blive til, og ikke mindst Brians Mørks reaktion på fortolkningerne af hans mareridt.

Jeg fik signeret min A God Somewhere af Peter Snejbjerg, og det var også en fantastisk oplevelse. Jeg skrev i mit indlæg om tegneserien at jeg ikke var helt ekset over Snejbjergs tegnestil, men at se ham arbejde er fuldstændig hypnotiserende. Oveni virker han som en rigtig rar mand, der ubesværet snakker med folk han ikke kender, uden at virke påtaget, arrogant eller træt af dumme spørgsmål.

Snejbjergs tegning i min udgave af A God Somewhere. Den blev til på max fem minutter, imponerende.

Jeg havde planlagt at høre et teoretisk foredrag om tegneserier søndag. Men på vej til scenen kiggede jeg forbi Ondskabens Flydende Vatikans stand. Jeg havde nemlig spottet et navn jeg kendte på Superman-væggen om lørdagen, og nedenunder signaturen var vatikanets logo. Jeg gik i gymnasiet med Johannes Havelund og vidste allerede dengang at han var en gudsbenådet tegner, men jeg havde stort set ikke set ham siden dengang. Nu stod hans navn så under en tegning af Superman og Lex Luthor, og det skulle selvfølgelig undersøges. Det viste sig at Johannes, i øvrigt sammen med min gamle klassekammerat Tore Sæderup, er en af bagmændende bag vatikanet. Jeg droppede derfor foredraget og sludrede i stedet med Tore og Johannes. Johannes har en fremragende historie med i det nyeste nummer af Fantasmagori, kaldet Hvalsteg og Vindfrikadeller. Tore er ikke med i nummeret, men har redigeret, og tegnede derfor en sadistisk redaktør i mit nummer. Endnu en herlig tilfældighed.

 

Johannes Havelunds bud på en festlig 75 års fødselsdag for Superman

 Derudover bød festivallen for mig på Charlie Adlard (spændende), debat om Supermans 75 års jubilæum (kedeligt), live tegneserieanalyse (spændende) og endnu en hyggelig sludder med Rasmus Svarre. Jeg fik også signeret et eksemplar af Kensington, og glæder mig som et lille barn til at læse den. Det var ikke planlagt hjemmefra, men jeg så, læste og købte næsten kun dansk på festivallen. Og det meste af det jeg så var af høj kvalitet.

Jeg slutter af med endnu et bud på et festligt 75 års jubilæum for Superman. Tak for en god festival.